Mangel på boliger: Byrådspolitiker anerkender ikke problematikken

Flere og flere søger mod Favrskov. Tre ud af fire af ejendommene i Hinnerup og Søften bliver købt af tilflyttere fra Aarhus og omegn. Byrådspolitiker glæder sig over, at der kommer penge i kommunekassen, men ejendomsmæglere har ikke nok huse at sælge.

Thomas Storm (V) er næstformand i Plan- og Landdistriktsudvalget i byrådet i Favrskov kommune. Foto: Preben Stentoft

Af Sofie Amalie Elmelund

Der er stor efterspørgsel på husene i Favrskov, men ved ejendomsmæglerne er der tomt i udstillingsvinduerne. Det er særligt børnefamilierne fra Aarhus-området, der vil til Favrskov, men udbuddet af ejendomme følger ikke med den øgede efterspørgsel. Denne problematik anerkender næstformand i Plan- og Landdistriktsudvalget i Favrskov kommunes byråd, Thomas Storm (V), ikke.

Thomas Storm byder tilflyttere velkommen med åbne arme. Han er glad for, at der er flere familier, der vælger at flytte til kommunen:

”Det er fantastisk, at børnefamilierne vælger at flytte til vores kommune. Det giver kroner i kommunekassen, når der kommer flere børn i vores dagsinstitutioner og flere forældre, der – forhåbentlig – er i beskæftigelse.”

Jens Vodstrop, som er ejendomsmægler ved Danbolig i Hinnerup, fortæller, at tre ud af fire af ejendommene i Hinnerup og Søften bliver solgt til tilflyttere:

”Det sidste hus jeg solgte, var til en børnefamilie, der boede i en lejlighed i Aarhus by. De ønskede, at komme ud af byen og tættere på naturen.” 

Børnefamilier vil til Favrskov 

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der fortsat vil komme flere og flere tilflyttere til Favrskov, dog er udbuddet af ejendomme ikke stort. 

Befolkningsprognosen fra Danmarks Statistik viser, at der i fremtiden vil komme flere tilflyttere til Favrskov. Foto: Danmarks Statistik 

Tommy Risgaard, der er indehaver af Danbolig i Hadsten fortæller, at den såkaldte liggetid er meget kort i kommunen, fordi der er stor rift om husene. Thomas Storm ser efterspørgslen som en positiv ting:

”Det er ikke et problem, så længe vi vækster. Og det gør vi.” 

Thomas Storm anerkender ikke tallene fra Danmarks Statistik, der viser, at der i fremtiden vil komme flere beboere i Favrskov. Han fortæller, at det er ulogisk, men ønsker ikke at uddybe sit svar. 

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *