Ny strikkeklub i Ulstrup: Det er en god måde at komme i kontakt med folk på

Ny strikkeklub i Ulstrup skal være et sted for alle, der har lyst til at skabe noget socialt med andre eller slappe af. Ekspert i håndarbejdspsykologi ser mentale fordele ved at mødes og strikke sammen.

Af Anne Juhl Burgaard

De to stiftere har lavet en strikkeklub, der starter i aften.

Foto: Anne Juhl Burgaard

I aften opstarter en ny strikkeklub i Ulstrup. Den skal være et socialt samlingssted til alle, der er interesseret i at strikke eller gerne vil lære det. 

Det startede med, at Gitte Gernhøfer Christensen lavede et opslag i Facebook-gruppen ”Find veninder i Favrskov” med ønske om at starte strikkeklubben.

”Jeg er tilflytter til byen og kender ikke nogen mennesker. Så det er en god måde at komme i kontakt med folk på, dyrke sin hobby, måske lære noget fra sig og lære noget nyt af andre”, siger Gitte Gernhøfer Christensen og fortæller, at hun også strikker for at slappe af. 

Rikke Betzer så opslaget og kontaktede Gitte Gernhøfer Christensen. Nu er de gået sammen om at lave strikkeklubben.

De har delt opslaget i tre Facebook-grupper og fortæller, at de oplever meget respons. Særligt i gruppen ”Find veninder i Favrskov” oplever de, at folk er interesseret. 

”Det er nogle, der gerne vil ud at have noget mere socialt – ikke sidde derhjemme mere og være ensom,” siger Gitte Gernhøfer Christensen.

Rikke Betzer beskriver ikke sig selv som den sociale type og døjer selv med noget social angst, men hun vil gerne lave noget kreativt. 

Mentale fordele
Og det er ikke bare hyggeligt at strikke, det kan også have mentale fordele ifølge Mette Aalbæk Christensen. Hun er certificeret i håndarbejdspsykologi og laver kurser i håndarbejde om stress-håndtering og de positive egenskaber, håndarbejde har. Hun nikker genkendende til, at håndarbejde kan skabe sociale relationer, og det kan have fordele, hvis man er introvert.  

”Som introvert kan man godt have svært ved at være i sociale sammenhænge, hvor der bliver snakket meget, og man skal deltage, så trækker man sig måske. Når man har strikketøj foran sig, sørger det for, at du er fælles med andre om noget, men du sidder også inde bag det. Så der er ikke forpligtelser til at deltage i en samtale,” siger Mette Aalbæk Christensen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *