Socialdemokratiet frygter for ligestillingen, hvis der kommer tilskud til hjemmepasning

Tirsdag aften diskuterede byrådet, om der skal indføres et økonomisk tilskud til hjemmepasning i kommunen. Foreslaget vækker bekymring i Socialdemokratiet, fordi de frygter, at det primært er kvinder, der vil blive hjemme med deres børn.

Økonomisk tilskud til hjemmepasning, har skabt debat i byrådet. Foto: Pixabay

Af: Katrine Kronstrand

Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Nye Borgerlige har fremsat et forslag til byrådet, der indebærer, at det fremover skal være muligt at modtage et økonomisk tilskud, hvis man vil passe sine egne børn i alderen 0-2 år hjemme. Det forslag får dog Socialdemokratiet til at rynke på næsen. De mener, at der er flere problematikker, ved at betale forældre for at passe deres egne børn. Særligt ligestilling på arbejdsmarkedet er et problem mener Socialdemokratiets Maria Degn.

“Jeg mener helt ærligt ikke, at det er en kommunal opgave, at betale forældre for at passe deres egne børn,” siger Maria Degn, der til byrådsmødet den 25. januar konstaterede, at det derimod er kommunens opgave at drive pasningsordninger, hvor børn trives.

Til byrådsmødet pointerede Venstres Birgit Liin, at knap tre ud af fire kommuner i Danmark, har en ordning med tilskud til hjemmepasning.

“For os i Venstre handler det om, at man som borger har friheden til at træffe sine egne valg. Det er også et liberalt princip,” siger Birgit Liin, der også bemærker til byrådsmødet, at det er knap tre ud af fire kommuner, der har en tilskudsordning til forældre, der ønsker at hjemmepasse. Flere af de kommuner har også et rødt flertal, så Birgit Liin ser ikke ideologi som udslagsgivende.

Maria Degn er enig med Birgit Liin i, at det ikke altid er ideologien, der er afgørende.

“For mig bygger det på ideologi, men sådan er det ikke for alle. Det vi kan se lige nu, det er, at det oftets er kvinderne der bliver hjemme, og det skaber en ulighed på arbejdsmarkedet,” siger socialdemokraten

Birgit Liin lægger vægt på, at det er nødvendigt med hjemmepasning, da kommunen allerede har nogle kapacitetsproblemer i daginsitutioner. Men her mener Maria Degns partifælle Lone Boye, at kommunens opgave er at finde løsninger på den problematik, og ikke vedtage en ny tilskudsordning, som man endnu ikke kender de økonomiske konsekvenser af.

I første omgang blev det vedtaget, at foreslaget går videre til Børne- og Skoleudvalget, hvorefter det sendes videre til Økonomirådet.

Det har ikke været muligt at få kontakt til Birgit Liin for yderligere kommentarer til sagen.

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *