Prisstigninger på fødevarer: Lading Mejeris mest solgte ost er steget med 14 procent i indkøbspris

Fødevarepriserne stiger kraftigt netop nu. Det skyldes blandt andet højere energipriser og gælder ikke mindst for mejeriprodukter som mælk og ost. Ejeren af Lading Mejeri er dog ikke bekymret; hans mange stamkunder skal nok holde ham oven vande. 

Mogens Lyngby Nielsen ejer Lading Mejeri, som har eksisteret siden 1886.
Foto: Sara Hald

Af Sara Hald og Anton Grum-Nymann

Blåskimmelost, danbo, manchego og gouda. Døren til den røde murstensbygning går op, og duften af ost strømmer ud. Hvor end øjnene bevæger sig hen, falder de på ost. Ost, som netop nu stiger i pris. 

Indkøbsprisen på ostebutikkens mest solgte ostetype steg i slutningen af 2021 med 14 procent. Til trods for de markante prisstigninger er ejeren af ostekæden, Mogens Lyngby Nielsen, ikke bekymret: 

”Mellem 85 og 90 procent af vores kunder er stamkunder. Allerede når de træder ind i butikken, kan jeg tage osten ned til dem, for jeg ved, hvad de skal have, og de vil have deres ost herfra.” 

Stamkunderne holder det tidligere andelsmejeri kørende. Samtidig understreger ejeren af ostekæden, at fødevarepriserne generelt stiger i øjeblikket – både i specialhandlen og i supermarkeder – og at kunderne i ostehandlen godt ved, at det ”bare er sådan, det er”.  

I Lading Mejeris syv ostebutikker forhandles oste fra hele verden.
Foto: Sara Hald

Ifølge Danmarks Statistik steg prisen på mælk med 10,1 procent fra 2020 til 2021. Mogens Lyngby Nielsen fortæller, at der går omkring ti liter mælk på ét kilo ost, og at prisstigningen på råvaren naturligvis påvirker prisen på det færdige produkt. 

Samtidig fremhæver han de høje energipriser som årsag til, at hans oste netop nu koster mere, end de gjorde for blot et halvt år siden. Samme forklaring giver Henning Otte Hansen, som er seniorrådgiver på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet: 

”Energipriserne og fødevarepriserne følges ad, så stiger energipriserne, stiger priserne på fødevarer.” 

Henning Otte Hansen fremhæver derudover dårlig høst, tæring på landets kornlagre og højere oliepriser som grunde til, at fødevarepriserne generelt stiger netop nu. 

Mogens Lyngby Nielsen er ikke bekymret for prisstigningerne – så længe de ikke kun rammer ost.
Video: Sara Hald

Fem kroner mere for et kilo ost 

Indtil nu har Lading Mejeri ”delt” prisstigningerne med kunderne. De har altså ikke hævet deres salgspriser lige så meget, som deres indkøbspriser er steget. Sådan kan det imidlertid ikke fortsætte, siger Mogens Lyngby Nielsen. Det skyldes ikke mindste det massive pres, coronaepidemien har lagt på specialhandlen, der normalt får cirka 45 % af sin omsætning fra mad ud af huset.  

Handler du ind til din næste ost- og vinaften hos Ostebutikken Lading Mejeri, kan du derfor forvente at betale cirka tre-fem kroner mere pr. kilo ost, end du ville have gjort på samme tid sidste år. Heldigvis mener indehaveren af ostehandlen ikke, at dét vælter privatøkonomien hos forretningens loyale kunder. Samtidig understreger han, at de ikke udnytter situationen til at sætte priserne højere op end nødvendigt: 

”Vores kunder ved godt, at vi er fair med priserne, og at det ikke skyldes, at jeg skal køre Lamborghini,” siger Mogens Lyngby Nielsen, som har ejet Lading Mejeri i knap 25 år. 

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *