Efter første byrådsmøde: Borgermester håber og tror på et godt samarbejde

Det nye byråd afholdt den 25. januar deres første byrådsmøde med den nye borgermester i spidsen. Efter byrådsmødet er borgermester Lars Storgaard optimistisk omkring de næste fire år.

Favrskovs nye borgermester, Lars Storgaard, glæder sig til at samarbejde med byrådet de næste fire år.
Foto: Katrine Kronstrand & Preben Stentoft

Af Katrine Kronstrand

Det var en uvant situation for Lars Storgaard (C), da han i går bød velkommen til byrådsmødet. For første gang sad han der som borgermester og skulle styre slagets gang.

“Det var en andersledes oplevelse, men det gik rigtig godt. Jeg håber og tror på et godt samarbejde mellem byrådsmedlemmerne, selvom man selvfølgelig også skal kunne se, at det er en blå borgermester, der er kommet til”, siger Lars Storgaard.

Lars Storgaard overtog stilligen fra socialdemokraten Nils Borring, der har siddet på posten siden 2010. Sidst i december forlod Storgaard Østjyllands Politi for at være borgermester på fuld tid.

Den nye borgmester indledte byrådsmødet med at opfordre til gode og konstruktive debatter de næste fire år. Lars Storgaard havde ikke de store premierenerver før byrådsmødet, men under en afstemning kom han til at stemme for, hvor han skulle stemme imod. Det blev dog taget med et smil på læben.

“Vi sad jo i byrådssalen, hvor der er plexiglasruder mellem os på grund af corona. Jeg havde ikke fået mine kontaktlinser i, men havde briller på, hvilket gav genskær,” griner han. Han kunne heldigvis få lov til at stemme om efter uheldet.

Havde ikke regnet med borgermesterposten

Lars Storgaard blev på valgnatten overrasket over, hvor stor fremgang hans parti fik. Selv havde han ikke forberedt sig på at skulle være borgermester.

“Det havde jeg ikke set komme, så jeg var lidt i en choktilstand,” siger Lars Storgaard, der fik 1.440 personlige stemmer ved kommunalvalget i november.

Næste byrådsmøde afholdes tirsdag den 22. februar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *