Ny partiformand i DF: Er der opbakning fra lokalpolitikeren?

Eva Damsgaard (O) fra Favrskovs kommunalbestyrelse er ikke i tvivl om, hvad hun synes om valget af Morten Messerschmidt som partiformand.


Eva Damsgaard (O) er igen med i kommunalbestyrelsen efter en pause på fire år.
Foto: Preben Stentoft

Af Mathias Lorenzen

Lokalpolitiker Eva Damsgaard fra Dansk Folkeparti melder klart ud, hvad hun tænker om resultatet af partiets netop overståede formandsopgør.

”Jeg er politisk meget tæt på Morten Messerschmidt og de værdier, han har. Jeg står inde for afgørelsen,” siger nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlem Eva Damsgaard. Det gør hun på baggrund af, at Morten Messerschmidt blev valgt som ny partiformand ved et ekstraordinært årsmøde søndag den 23. januar.

Formandskampen har været præget af en uvenskabelig tone blandt kandidater, og flere fremtrædende medlemmer meldte inden afgørelsen ud, at deres fremtid i partiet var usikker, hvis Messerschmidt blev valgt.

“Hvis man ikke er tilfreds med afgørelsen, står det jo én frit for at melde sig ud,” siger Eva Damsgaard.

Siden Messerschmidt blev formand har 50 medlemmer meldt sig ud af partiet, oplyser partisekretær Steen Thomsen til Jyllands-Posten. Partiet har dog samtidig oplevet ekstraordinær fremgang i form af 659 nye medlemmer siden søndagens afgørelse, og nu håber Eva Damsgaard, at der kommer mere ro på.

Eva Damsgaard vil hellere fokusere på kommunalpolitik og er klar på at indgå i det blå samarbejde i Favrskov kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *