Høj coronasmitte på Ulstrup skole: Skoleleder er lettet over lempelser

På Ulstrup Skole var to ud af tre elever smittet med coronavirus i sidste uge, men nu vil nye lempelser af isolationskravene gøre det lettere at få skoledagen til at hænge sammen.

Af Sofie Amalie Elmelund

To ud af tre af eleverne på Ulstrup Skole var smittet med COVID-19 i sidste uge. Illustration af Sofie Amalie Elmelund.

Favrskov kommune er nu den kommune i Jylland med mest coronasmitte, og folkeskolerne er hårdt ramt. På Ulstrup Skole var 210 ud af 383 elever smittet i sidste uge. Smitten på skolen har særligt været høj de sidste to uger, men nu vil de nye lempelser af isolationskravene gøre det lettere at få skoledagene til at hænge sammen. 

For skolederen på Ulstrup Skole, Annika Østergaard, er lempelserne en god nyhed, for det betyder, at elever og lærere uden symptomer nu kun skal i isolation i fire dage efter en positiv coronatest. Samtidig er der ikke krav om at skulle gå i isolation som nærkontakt, og der er ikke længere isolationskrav 48 timer efter symptomer. 

”Det er en fantastisk nyhed, som gør, at vi kan få skoledagen til at hænge sammen. Det kommer især til at være til gavn for børnene og deres trivsel,” siger Annika Østergaard. 

Der vil med de lempede anbefalinger ske en smittestigning, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. Det bekymrer dog ikke Annika Østergaard, da smittetallene allerede er høje på skolen: 

”Vi har været hårdt ramt af coronasmitte, så det er begrænset, hvor mange af eleverne og lærerne på Ulstrup Skole, der nu vil blive smittet på trods af lempelserne.”   

De seneste to uger har det været en udfordring at få hverdagen til at hænge sammen på skolen. Konkret har det betydet, at der kunne sidde to elever i en klasse og tre i en anden, men restriktionerne gjorde, at klasserne ikke måtte slås sammen. Op mod halvdelen af lærerne har været fraværende på grund af smitten, og i udskolingen har der været tilfælde, hvor fire klasser er blevet undervist ad gangen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *