Vild natur i Hinnerup klippes ihjel af kommunen: Men naturen skal ikke være ordentlig, den skal være naturlig, siger ekspert

Hinnerups nuværende græsklipningsaftale skader byens biodiversitet ifølge ekspert. Snart tages aftalen op til genovervejelse.

Af Andreas Ejersbo

Klima- og miljødagsordener rundt om i verden er gennem de sidste mange år taget til i styrke, i takt med at klimakrisen sniger sig tættere og tættere på. I Hinnerup er den vilde natur og biodiversitet også en mærkesag, der spirer frem. Valter Braad Hansen bor i Hinnerup og er til hverdag frivillig på Naturhistorisk Museum i Århus. Desuden er han meget interesseret i naturen i sin by, og han har i mange år set til, mens kommunen, ifølge ham, har klippet græsset forkert i byen.

”Det bliver klippet alt for meget og alt for ofte i hele kommunen. Hver gang græsset kommer op og bliver langt, så bliver det klippet ned igen. Det er der jo ikke noget, der kan leve i,” forklarer han og henviser til blandt andet sommerfugle og andre små insekter, der ikke kan nå at kæmpe sig frem i mulden, inden havetraktoren mejer dem ned igen.

Den nuværende græsklipning i Hinnerup forhindrer plante- og dyrelivet i at vokse frem.
Foto: Valter Braad Hansen

Årsagen til denne meget kliniske vedligeholdelse af byens græsarealer er, at kommunen i mange år har haft en bestemt aftale om, at det gerne skal se ”ordentligt” ud i kommunen. Det forklarer kommunens egen naturvejleder, Vibe Søndergaard, og tilføjer desuden, at det tager mange år at få sat en omlægning af naturen i Hinnerup i værk, og at man derfor må forvente, at det ikke kan gøres over en nat.

Men i år udløber flere af kontrakterne med de entreprenører, som hjælper med driften af kommunens grønne arealer, og her ved Vibe Jensen godt, hvad hun vil anbefale for de kommunale arealer i Hinnerup, når en ny aftale skal på plads:

”Mindre slåning men mere strategisk slåning af græsset, så urter kan få lov at sætte blomster og frø, som larver, småfugle og andre dyr kan leve af,” forklarer hun og fortæller, at naturen ikke skal være ordentlig – den skal være naturlig.

I Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov kommune er det netop denne mere strategiske slåning af græsset, der kommer mere fokus på fremover, hvis det står til udvalgsmedlem Torben Christensen (B). ”Som jeg kan fornemme det, så bliver det mere og mere klart, at det er til at indgå aftaler med firmaerne, hvor græsset bliver klippet færre gange, og hvor de også samler de overskydende materialer ind, så der igen kan vokse natur i området,” udtaler han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *