Nu kan du bestille hjælp til MitID på bibliotekerne

Det er nu muligt for borgere at bestille hjælp til MitID på bibliotekerne. Hjælpen tilbydes i første omgang på bibliotekerne i Hadsten og Hammel, men fra mandag i næste uge vil det også være muligt at bestille tid på Hinnerup og Ulstrup Bibliotek.

Illustration: Miriam Soukaina Nenni

Af Miriam Soukaina Nenni

Nu kan du som borger Favrskov bestille hjælp til MitID på dit lokale bibliotek. Det glæder Christina Faarup, som er kulturformidler ved Hammel Bibliotek. Hun mener, at det er en god ide, at borgerne kan få hjælp til oprettelsen af deres MitID:

”Det er en god ekstra service, og flere af borgerne har allerede efterspurgt hjælp,” siger hun.

For ældre borgere, der ønsker yderligere hjælp til MitID, er det desuden muligt at deltage i Ældresagens IT-café, hvor IT-hjælper Svend Uldahl vejleder de ældre borgere. Han fortæller, at de ældre kan være usikre, når de pludselig skal skifte til nye digitale løsninger:

”Det er usikkerheden i, at der sker noget nyt, der fylder for de ældre. Når først de har MitID, burde der ikke være problemer,” siger han.

Formålet med IT-caféen er at hjælpe de ældre med at navigere i de nye, digitale løsninger, så de kan tilgå e-boks, netbank – og det nye MitID.

Christina Faarup er ligeledes glad for Ældresagens tilbud, hvor de ældre kan få grundig hjælp og introduktion til MitID. På bibliotekerne kan det nemlig gå lidt hurtigt, når borgere skal hjælpes i gang.

MitID bliver indført løbende. Når MitID i 2022 er fuldt indfaset, skal det erstatte NemID, fordi MitID lever op til de nyeste standarder for sikkerhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *