Ny udvalgsformand vil have lynladere på dagsordenen

Der skal opsættes nye lynladere til elbiler i både Hammel, Hinnerup, Hadsten og Ulstrup, hvis det står til den nye formand for Teknik- og Miljøudvalget. 

Favrskov ligger i øjeblikket nummer 86 ud af 98 kommuner med sine seks laderstandere.
Illustration: Sofie Amalie Elmelund

Af Silja Petri

I Favrskov kommune er der i øjeblikket seks ladestandere til elbiler, men Søren Gade, som er formand for Teknik- og Miljøudvalget, vil ændre på dette. Han vil opstille fire nye lynladere – én i hver af kommunens hovedbyer.  

“Selvom behovet for ladestandere ikke er så stort i Favrskov, skal man stadig følge med udviklingen. Alle skal have mulighed for at vælge en elbil, og besøgende skal også kunne oplade deres biler her,” siger Søren Gade. 

Det minimale behov for ladere skyldes, at størstedelen af Favrskovs borgere ejer en privat ejendom. Det giver folk mulighed for at lade deres elbiler op derhjemme. Men det lille udvalg af ladepunkter kan afholde nogen fra at vælge en grøn bil.

“Vi bor i lejlighed og har derfor ikke selv mulighed for at sætte en ladestander op,” siger Melissa Jelle, som overvejede at skifte til elbil, men droppede idéen.

“Efterspørgslen på ladepunkter er lille, men samtidig er det svært at få folk til at købe elbiler, hvis ladeinfrastrukturen er dårlig,” siger udvalgsformanden og understreger dermed paradokset i problematikken.

Lynladerne er en mærkesag for Søren Gade, og han er positivt stemt overfor opførelsen af dem. 

“Det nye byråd mødtes i går, og selvom der er forskellige prioriteringer og dagsordner, tror jeg på, at der vil blive sat penge af til projektet i 2023 – eller senest 2024,” siger den nye udvalgsformand. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *