Prisen på brænde stiger landet over: ”Jeg har allerede haft kunder, der synes, det er for dyrt”

De stigende energipriser har også ramt salget af brænde. Det kan mærkes hos den lokale brændeforhandler i Hammel  

Brændekøb bliver hurtigt en bekostelig affære både i og udenfor Danmark / Foto: Pixabay

Andreas Ejersbo

Brændepriserne stiger, og det kan mærkes! – Sådan siger ejer af Favrskov Brænde og Containerservice Lars Jensen.

”Så vidt jeg ved, er priserne steget med 23 procent i starten af januar, og jeg har allerede i dag haft de første kunder, der synes, det er for dyrt” , siger Lars Jensen.

Ifølge Lars Jensen er det især de kunder, som bor langt ude på landet og bestiller store partier brænde ad gangen, der bliver hårdest ramt.

En undersøgelse foretaget af Videnscenter Bolius viser, at Lars Jensens vurdering af prisstigninger endda er i den konservative ende sammenlignet med landsplan. Undersøgelsen peger på en stigning mellem 33 og 48 procent fra oktober 2020 til januar 2022. En stigning, der, ifølge Videnscenter Bolius, skyldes de stigende energipriser på blandt andet el og naturgas, der lige nu også kan ses i udlandet.

Selvom Lars Jensen tror, at prisstigningerne kan koste ham kunder, er han stadig fortrøstningsfuld. ”Dem, der gerne vil have noget kvalitetstræ, de handler nok stadigvæk hos mig”, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *